
Nulle & Verdensorkestret byder inden for på Arne B til Frokostjazz.
www.giantsteps.dk
Den lokale musikforening åbner sæsonen med to koncerter
Torsdag aften d. 2. september bliver startskuddet for Giant Steps’ mange musikalske efterårstilbud, og allerede et par dage efter lørdag eftermiddag d. 4. september går det løs igen med et frokostjazz-arrangement .
Tangoorkestret fyrer op for hele følelsesregistret torsdag aften på Arne B
Svendborgs nye stadsensemble TangoCatz! har om nogen fået sydfynboernes øjne op for den fascinerende argentinske tango. Nu bliver der lejlighed til at opleve et af landets førende ensembler inden for genren nemlig Tangoorkestret, der som det første rytmiske orkester i Danmark for alvor tog tråden op fra tangoens mester Astor Piazolla.
.
Med 21 år i musikkens tjeneste og en unik instrumentering er der tale om dansk originalitet i særklasse, hvor egne gennemarbejdede kompositioner trækker indsigtsfuldt på inspirationer fra den argentinske tango nuevo. Suppleret med livfulde, overlegne improvisationer, et sublimt sammenspil og en udtryksmæssig indlevelse imponeres og gribes tilhøreren, som aldrig lades uberørt. Hele det følelsesmæssige register bliver aktiveret – fra den ubekymrede glæde over den truende uhygge til den smertefulde melankoli. Tangoorkestret består af topnavne på den hjemlige musikscene. Musikere, der tilsammen har medvirket på hundredvis af plader og album, men som her mødes i deres fælles kærlighed til den forunderlige tangomusik.
De medvirkende er Kristian Jørgensen: violin , Palle Windfeldt: guitar, Henrik Sveidahl: sopransax og basklarinet, Kaare Munkholm: marimba og vibrafon samt Jesper Lundgaard: bas.
Nulle & Verdensorkestret kan opleves lørdag eftermiddag
Kan dette karismatiske orkester efter snart 30 år på bagen virkelig blive ved at overraske med den smittende blanding af corny jazz, verdensmusik og skæve evergreen ? Svaret er et rungende ja – det velkendte og populære orkester har aldrig spillet bedre. Elith Nulle Nykjær får som altid sin klarinets originale, indtrængende klang til at løfte sig op i de højere luftlag, og med basunlegenden Ole ”Fessor” Lindgreen, Louise Albecks charmerende vokal, Peter Rosendals begavede og swingende klaver samt den solide kontrabassist Marc Davis, venter der frokostjazzentusiasterne en omgang uimodståelig lørdagsunderholdning denne sensommereftermiddag. Nulle og co kan som ingen andre få stemningen i vejret, når de med lige dele jazz og rejselyst i blodet fyrer op for deres livsbekræftende og indtagende musik. Den flyder elegant ud over scenekanten og finder med lethed vej helt ned på bagerste række.
Seneste kommentarer