Superkokke med succes

3. november 2010



Michel Bernard og Finn H. Kromann åbnede deres cateringfirma på Svendborgvej 34 i Ollerup i august 2008.(Foto: mitsvendborg.dk)
www.kromannogbernard.dk

De to tidligere forpagtere af Vester Skerninge Kro – Michel Bernard og Finn H. Kromann har fyldte ordrebøger i deres cateringfirma Kromann & Bernard i Ollerup.
25 procent af kunderne ligger uden for Fyn.

AF DORTHE KIRKGAARD NIELSEN
don@donn.dk

Det er kun to år siden, de to gourmetkokke Michel Bernard og Finn H. Kromann åbnede deres eget cateringfirma i Ollerup. Og skiftet fra forpagtere af Vester Skerninge Kro til ejere af cateringfirmaet Kromann & Bernard har været en succes på alle fronter. Kunderne står nærmest i kø for at få lavet mad, friheden er blevet meget større og timelønnen er også blevet højere.


– Det går meget bedre end forventet, og vi må sige nej til meget, fortæller Finn Kromann. Allerede i slutningen af september havde Kromann & Bernard for eksempel seks forespørgsler på mad til konfirmation søndag den 1. maj 2011, hvoraf kun to får ja.

– Vi prøver at frede søndagene og holde fri, men det går ikke alt for godt. På søndag har vi et frokostselskab til 50, og forrige søndag havde vi et brunchselskab på 130 mennesker, siger Michel Bernard.Hvor søndagene godt kan komme under pres, bliver der ikke gået på kompromis med de fire ugers sommerferie, efterårsferien og juleferien. For netop mere frihed var også en af bevæggrundene til at skifte fra restaurant til catering.

– Vi har 12 timers arbejdsdag hver dag, så vi kan godt tillade os at holde fri, mener Finn Kromann.
De 12 timers arbejdsdage er dog ingenting i forhold til tiden på Vester Skerninge Kro.

– Vi arbejdede jo stort set alle døgnets 24 timer, og så var omkostningerne simpelthen for store i forhold til indtjeningen. For når du har en kro, er det ligesom på en brandstation, hvor man sidder og venter på, at det brænder. Vi skulle have åbent og have et pænt repertoire, men vi skulle vente på, om kunderne kom, siger Finn Kromann.Helt anderledes i cateringfirmaet indrettet i Finn Kromanns privatbolig i Ollerup, hvor der kun laves forudbestilt mad.

De bedste råvarer
Selvom de to superkokke gerne vil lave gourmetmad, er der ingen grænser for madkunsten. Så hos Kromann & Bernard kokkereres alt fra picnickurve over frokostordninger til Mortens And, men også traditionel trerettersmenu med rejecocktail, svinekam og is og husets specialiteter som cremet krabbebisque og hjemmerøget fasanbryst. 

– Vi laver alt det, vores gæster kan tænke sig, og vi er ikke for fine til noget som helst, konstaterer Finn Kromann.
– Men ligegyldigt hvad vi laver, bruger vi de bedste råvarer, supplerer Michel Bernard.
Kunderne tæller både helt almindelige borgere, virksomheder og godsejere rundt i det ganske land. En af specialiteterne hos Kromann & Bernard er nemlig jagtselskaber på diverse godser og herregårde, og netop derfor ligger 25 procent af kundekredsen også uden for Fyn.
Prisniveauet er ikke voldsomt – fra omkring 250 kr. pr. kuvert for en traditionel trerettersmenu. 

Ikke flere ansatte
At det går så godt for firmaet, tror de to indehavere blandt andet handler om, at i økonomiske krisetider skærer folk ned på restaurantbesøg, men de vil fortsat gerne have noget lækkert mad – bare til billigere penge. I det daglige laver Michel Bernard og Finn Kromann alt selv – både madlavning, opvask og telefonpasning. I weekenderne har de hjælp udefra til blandt andet madlavning og servering, men medarbejderstaben skal ikke udvides til flere fastansatte. For selvom det går forrygende for Kromann & Bernard, har de ingen planer om at udvide – hverken nu eller i fremtiden.

– Nej, vi skal ikke være større, for man får sjældent noget godt ud af at blive større, og det er da sjovere at grine ud af et lille vindue end græde ud af et stort, slutter Finn Kromann. 

MERE OM KROMANN & BERNARD
Kromann & Bernard blev stiftet 1. august 2008 med halvtreds procent ejerskab til hver af stifterne Finn H. Kromann og Michel Bernard.
De to mødte hinanden på Steensgaard Herregårdspension i Millinge ved Fåborg. Her var Michel Bernard køkkenchef i syv år og Finn H. Kromann både i praktik, i lære og siden fastansat.
Før praktik og læreplads på Steensgaard Herregårdspension arbejdede Finn H. Kromann som mekaniker, men en stor interesse for gastronomi fik ham til at skifte fag. Efter Steensgaard Herregårdspension var Finn H. Kromann restaurantbestyrer på Valdemars Slot på Tåsinge i fem år.
Michel Bernard har til gengæld hele tiden været kok. Han er udlært på Hubertuskroen på Møllerup Gods i Rønde og har yderligere arbejdet på blandt andet Restaurant René i Århus og Restaurant Kvægtorvet i Odense.
Fra 2005 og frem til den 30. juni 2008 var de to forpagtere af Vester Skerninge Kro.
Hvor Finn H. Kromann er lokalpatriot fra Ollerup, er Michel Bernard opvokset i Paris. Moderen er dansk, faderen fransk, og forældrene flyttede til Danmark, da Michel Bernard var 15 år.  Den 41-årige Michel Bernard bor i dag i Odense, den 45-årige Finn H. Kromann bor i Ollerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php