Vinylens renæssance

8. november 2010


Arne Larsen-Ledet, indehaver af pladeforretningen Vinylen i Møllergade, spår grammofonpladen et comeback.
(Foto: mitsvendborg.dk)
www.vinylen.dk

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
mitsvendborg@gmail.com


Hvad gør man, hvis man har 10.000 gamle grammofonplader i kælderen? Man åbner selvfølgelig en pladeforretning – ligesom i de gode, gamle analoge dage. Og det gjorde Arne Larsen-Ledet fra Thurø for et år siden, mere præcist den 13.november 2009.


Lige ved porten til byens kultur-mekka Harmonien finder man den lille pladeforretning Vinylen. Her handler man grammofonplader – ikke cd’er, men den store sorte, som vi kender den. Med en zigzagget rille på hver side, hvor zigzag’ene svarer til lydens svingninger, der i pickuppen omsættes til et elektrisk signal, der igen omsættes til svingninger i højttaleren, og dermed lyd. Således betegnelsen på Wikipedia.org, når der står grammofonplade i søgefeltet. Men grammofonpladen er meget mere end som så. I hvert fald hvis vi spørger Arne Larsen-Ledet fra Vinylen.


– Lp’en er på vej tilbage. Heri er jeg slet ikke i tvivl. Snart vil vi ikke se cd’erne på hylderne længere. Så udgives musik kun på nettet – og på vinyl, siger Arne Larsen-Ledet med selvsikkerhed i stemmen til mitsvendborg.dk.
Og måske får han ret i sine betragtninger. Det viser sig nemlig, at lp’en er ved at få en renæssance. Ifølge salgstal fra pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, er vinylplader nemlig på vej ud af cd’ernes skygge. Vinylpladerne står for blot 0,4 procent af det samlede musiksalg i Danmark, alligevel er salgstallene steget fra 4.176 i 2000 til 11.904 i 2005 og 23.044 i 2009. Og det er der en grund til, mener Arne Larsen-Ledet.

– Det handler om både lyden, coveret og hele kulturen omkring en grammofonplade. Man får for det første en mere rund og autentisk lyd med den analoge vinylplade i forhold til den digitale fra cd’en. Endvidere er der en hel kultur bygget op om selve coveret – som jo er til at se og tage at føle på, fortæller Arne Larsen-Ledet.
I 60’erne og 70’erne var pladecovers synonymt med en egen kunstform, og flere spektakulære covers har gennem tiden været genstand for debat og ligefrem forargelse. Hvem husker ikke Rolling Stones albummet Sticky Fingers fra 1971, hvor coveret blev designet af kunstneren Andy Warhol.

Lokal musik på hylderne

Svendborgs lokale musikliv har en særlig plads i Arne fra Vinylens hjerte. Således kan musikerne sælge deres egne udgivelser i Vinylen – uden at der tages avance.

– Der findes rigtig mange talentfulde musikere i vores by. Vi har et levende musikliv, som fortjener de bedste betingelser for at udvikle sig. Derfor vil jeg gerne medvirke til at formidle Svendborgs musikliv. Det gør jeg ved at lade de lokale musikere sælge deres musik i min forretning, uden at jeg tjener en krone på det. Eneste betingelse er, at musikken er lokalt produceret, fortæller nostalgikeren mellem pladereolerne i den hyggelige kælderbutik.

Især interesseret i dansk rock

Vinylen handler med brugte såvel som nye grammofonplader fra specielforretningen i Møllergade 34. Desuden har forretningen en udmærket webshop: www.vinylen.dk. Hylderne i den atmosfærefyldte kælderforretning bugner af grammofonplader, kendte som mere sjældne album.
Folk kommer med deres gamle lp’er, og Arne Larsen-Ledet køber dem for videresalg i forretningen, hvis de vurderes som værende relevante i Vinylens koncept. Og det er særligt den danske rock-scene som har stor interesse.

– Jeg er meget interesseret i dansk rock fra perioden 1968-1975, og især med kunstnere som Alrune Rod, Steppeulvene eller Burning Red Ivanhoe. Der findes faktisk nogle sjældne danske album, som jeg rigtig gerne ville have i forretningen, fortæller indehaveren af pladeforretningen, som dog ikke udpeger et album fra den danske rock-scene, da mitsvendborg.dk spørger til favoritalbummet.

Tonight is the night med Neil Young fra 1975, den bliver jeg aldrig nogensinde træt af, konstaterer Arne Larsen-Ledet.
Vinylen holder et års fødselsdag ved naboen på Harders den 13.november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php