Vi skal rykke tættere sammen i bussen!

25. januar 2011


Politisk kommentator på Tv2 Henrik Qvortrup var hovedtaleren på erhvervslivets nytårskur 2011.
(Foto: mitsvendborg.dk)

Læs også: Erhvervsdebatten på mitsvendborg.dk

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
mitsvendborg@gmail.com

Budskabet var mere end tydeligt fra værterne – Svendborg Erhvervsråd og Svendborg Kommune, da de i går på den årlige nytårskur for erhvervslivet orienterede om året der gik. Svendborg har et imageproblem i forhold til erhvervsserviceen i kommunen. Dette viser en ny erhvervsklima-undersøgelse foretaget af Dansk Industri, som sammenligner landets kommuner på områder, der har betydning for erhvervslivet. Svendborg får her en bundplacering som nr.95 af 96 kommuner.

-Vi skal rykke tættere sammen i bussen, lød det fra borgmester Curt Sørensen fra talerstolen på Hotel Svendborg i går til de 290 tilmeldte fra Svendborgs erhvervsliv, som var mødt op til nytårskuren. Borgmesteren lagde i sin indledende tale ikke skjul på, at erhvervslivet har svære kår i disse krisetider, og at det derfor er nødvendigt at løfte mere i samlet flok.

– Det nytter ikke, at de erhvervsfaglige organisationer i Svendborg ikke trækker i samme retning. Vi har behov for at samle kræfterne og ‘styre’ mod en fælles paraplyorganisation, sagde Curt Sørensen.
Dette med en understregning af at med Svendborgs intræden i Business Fyn samarbejdet må vi ikke fremstå ‘forvirrede eller forpjuskede’, som borgmesteren udtrykte det.


-Vi skal kunne give Business Fyn et professionelt med- og modspil, som ikke sår nogen tvivl om vore erhvervslinie i kommunen, pointerede Curt Sørensen.

Ingen dækningsafgift de næste tre år

Curt Sørensen kunne også glæde Svendborgs erhvervsliv med meddelelsen om, at der er truffet politisk enighed om ikke at genindføre dækningsafgiften i de næste tre år. Genindførelsen af dækningsafgiften har ved flere lejligheder været i spil som en mulighed at lukke huller med i kommunens slunkne kasse, men nu er erhvervslivet altså fredet for denne ekstra skat over de næste tre år.

Erhvervsservice får dumpekarakterer

Formand for Svendborg Erhvervsråd Steen Brogaard Larsen måtte i sin tale på nytårskuren konstatere, at Svendborg ligger helt i bunden i forhold til kommunens erhvervsservice. Dette fremgår af en spørgeskema­undersøgelse fra 2010, udarbejdet af Dansk Industri, hvor virksomheder fra 96 kommuner har angivet, hvor tilfredse de er med kommunens indsats på en række erhvervsrelevante områder.

-Vi skal tiltrække flere virksomheder til Svendborg, og således skabe et større skattegrundlag i kommunen. Derfor er en undersøgelse som den Dansk Industri her har foretaget meget bekymrende, sagde Steen Brogaard Larsen, og fortalte videre at Svendborg Erhvervsråd arbejder for at Svendborg skal blive Årets Vækstkommune i år 2015.

Download undersøgelsen: Lokalt erhvervsklima 2010

Steen Brogaard Larsen kunne endvidere fortælle, at der i 2010 er solgt 60.000 m2 erhvervsjord i Svendborg Kommune. Heraf er også iregnet kommunens nye genbrugsplads. Og så kom formanden for erhvervsrådet – ligesom på nytårskuren i 2010, med en appel til virksomhederne om at skabe flere praktikpladser.

Behov for kulturændringer i forvaltningen
Svendborg Kommunes direktør for kultur, plan og erhverv Tim Jeppesen, orienterede om de igangværende og kommende projekter som kommunen arbejder med. Herunder den nye tandklinik på Toldbodvej, ny trafikterminal ved banen, udvikling i området ved Jessens Mole, Hospice Sydfyn, samt det nye S.G.projekt, med etablering af et nyt idrætscenter i forbindelse med Svendborg Idrætshal. Herudover kunne Tim Jeppesen fortælle, at der nu er solgt 65 boliger i den nye bydel Tankefuld.
I forhold til Dansk Industris undersøgelse om erhvervsservicen i kommunerne i landet, hvor Svendborg som skrevet får dumpekarakterer, udtrykte forvaltningsdirektøren ligeledes bekymring.

-Det er naturligvis ikke acceptabelt at Svendborg ligger så langt nede på listen i forhold til erhvervsservicen i kommunen. Derfor har vi iværksat en procedureform, som skal sikre at vi får højnet serviceniveauet hele vejen gennem systemet. Der er et behov tilstede for kulturændringer hos kommunens medarbejdere, sagde Tim Jeppesen.

Mørkets fyrste
Eftermiddagens hovedtaler var i år politisk redaktør på TV2 Henrik Qvortrup. Manden som i kraft af sine til tider ucharmerende og øretæveindbydende stillinger, nok må siges at være hadet mere end han er elsket. Med en fortid som bla. chefredaktør på ugebladet Se & Hør, redaktionschef på Ekstra Bladet, medlem af chefredaktionen på B.T. samt, ikke at forglemme, som presserådgiver (spindoktor) for Anders Fogh Rasmussen i perioden 1998-2000, skulle Henrik Qvortrup have de rette forudsætninger for på denne nytårskur for det sydfynske erhvervsliv, at kunne give en kompetent analyse af den politiske situation – med perspektiver såvel bagud som fremadrettet. ‘Dansk politik – her og nu’, var temaet for Henrik Qvortrups foredrag, der med afsæt i egne erfaringer som bla. journalist og presserådgiver, holdt et godt 1 1/2 time langt foredrag for de omkring 300 mennesker i Broholm Salen på Hotel Svendborg.-Hvad er det som gør, at “ingen” mennesker køber Se & Hør, men at bladet alligevel har 900.000 læsere hver uge?, opstillede Henrik Qvortrup.

-Det handler om, at vi alle et eller andet sted elsker at få historierne i øjenhøjde og uindpakkede. Vi vil gerne se eksempelvis vores folkevalgte politikere ind i mellem ‘træde ved siden af’, for det fortæller os at de er mennesker ligesom alle os andre, sagde Henrik Qvortrup. Men det har også sin pris at beskæftige sig med andres elendigheder og fejltrin. Da Se & Hør bragte en historie om sort arbejde i Naser Khaders private hjem, fik det Qvortrup ud i et stormvejr, og Naser Khader kaldte Qvortrup for et “svin”. Politiske kommentator Ralf Pittelkow kaldte Qvortrup for “uinteressant” og “den ukronede konge af bullshit i de danske medier”, og Henrik Qvortrup er sågar blevet tiltalt som “Mørkets Fyrste” i mail der går ind i den politiske redaktørs mailbakke.

-Men jeg hyler ikke. Det er vilkårene, sagde Henrik Qvortrup.

Valgkampen er i gang
Selv om Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) endnu ikke har udskrevet folketingsvalg, så er valgkampen i følge Henrik Qvortrup allerede i fuld gang. Og denne gang vil vi se en valgkamp som får et helt andet indhold end det vi har set tidligere.
Der er to to ting som i følge Henrik Qvortrup er særlig interessant ved denne valgkamp. 1) kan Lars Løkke Rasmussen overbevise vælgerne om, at han kan løfte arven ovenpå Anders Fogh – har han statsmand-formatet til det? 2) Bliver den næste statsminister i Danmark en kvinde, og i så fald den første kvindelige statsminister i Danmark nogensinde?


-Hører man i befolkningen hvordan retningen går, så er vælgerne egentlig godt tilfredse med den blå politik – de vil bare gerne have en rød statsminister, forklarede Henrik Qvortrup.

Nytårskuren sluttede vanen tro med en stående buffet, og – ikke mindst, muligheden for at netværke og sammenkoble interessefelter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php