Forfatter Josefine Ottesen skriver om ‘Det gode liv på Sydfyn’ her på mitsvendborg.dk.
‘Det gode liv på Sydfyn’
AF JOSEFINE OTTESEN
Skovballen 15.maj 2031
Vågnede ved fuglesangen, men måske er det også på grund af jet-laget. Solen er kun lige stået op. Det er lang tid siden jeg har været bortrejst i flere dage, de fleste møder med firmaet klares heldigvis med videokonference. Men det var skønt at være tilbage i Shanghai – duftene, lydene og folkemylderet får man jo ikke med. Alligevel er jeg glad for, at vi ikke bor derude mere. Det har været fantastisk at få en international uddannelse. Det bør alle unge have mulighed for. Verden er jo så lille, og vi er så afhængige af hinanden, at det er nødvendigt, at vi udnytter enhver mulighed for at udvikle forståelse og indsigt med andre. Den kulturelle mangfoldighed i Shanghai er unik, og måden det kinesiske uddannelsesystem har forstået at slå bro mellem vestlig viden og orientalsk tankegang er virkelig interessant, selv om samfundssystemet stadig lider af et voldsomt demokratisk underskud.
Da Emma begyndte at snakke om at tage til Danmark, var jeg først modvillig. Jeg er trods alt vokset op i New Delhi og har aldrig haft lyst til at flytte på landet. Mine bedsteforældre var fattige bønder, og jeg har kun besøgt dem ganske få gange. Min far brød sig ikke om at blive husket på hvilke kår, han kom fra.
I nat, da jeg kørte hjem fra Nyborg, stod den ene æbleplantage efter den anden som sølvhvide brus i natten. Der var tre andre fra området med samme tog, så vi kørte sammen i elbilen. Vi havde alle sammen tjekket ind på borgerkontoen og vi vidste hvem hinanden var, men det var nu ikke meget vi snakkede. Vi var trætte.
Jeg er spændt på at høre, hvad Michael siger om Rantzausminde skole. Som alle andre femteklasser har han har været på prøveforløb i tre dage på den skole, som han overvejer at tage overbygning på. Han er vist ret sikker på at han vil vælge jord-til-bord linjen på udeskolen, når han skal skifte efter sommerferien. For ham har det været helt rigtigt, at vi flyttede hertil. Jeg tror, han er den med den største borgerkonto i familien, fordi han tilbringer næsten al sin fritid hos moster Sarah. Hun siger, at han er en virkelig god hjælp – både til det rent praktiske med fingrene dybt begravet i jorden, men også i forhold til de elektroniske styreprocesser i produktionen. Han har vist nemmere ved den del end Sarah. Egentlig er det jo ikke så mærkeligt at det fanger ham. Ingen af os skal ret mange generationer tilbage, før vi når tilbage til slægtled, der levede af det krævende og livsnødvendige job at dyrke jorden.
Men det er jo ikke kun de stærke professionelle miljøer, der trækker skatteydere til. Det har helt sikkert også haft stor betydning, at Sydfyn kunne tilbyde det gode liv med stærkt fællesskab, let tilgængelig natur, gode skolesystemer og lokale fødevareprodukter af høj kvalitet. De faciliteter er simpelthen nødvendigt for at få den produktive aldersgruppe til at slå sig ned. Sådan var det ikke tidligere, men nu er der rift om arbejdskraften, og Sydfyn var tidligt ude med visionerne. Beslutningen om at omdanne området til nationalpark var startskuddet til den samlede vision om Sydfyn og øerne som et bæredygtigt og produktivt erhvervs- og livsalternativ til storbyerne. Senere er der en del andre udkantsområder, der har brugt nogle af de samme ideer – selvfølgelig hjulpet på vej af de nye tiltag fra nationalt og overnationalt plan om momsfritagelse for lokalproduktion af fødevarer og tilladelse til mindre bæredygtige produktionsenheder i landzonen. Op til 50 medarbejdere hvis produktionen er baseret på forarbejdning af lokale råvarer eller underleverancer til lokale erhverv. Alle de nye virksomheder har skabt en utrolig innovation og selvfølgelig hjælper det på bredden af arbejdskraft, at så mange forskningsafdelinger også er blevet flyttet ud i området. Det giver en unik mulighed for tæt kontakt mellem praktikere og teoretikere. Hele udviklingen siden kommunalvalget i 2011 har betydet en kolossal forskel hernede. I stedet for at rejse væk for bestandigt rejser de unge ud for at få en uddannelse, men vender så tilbage, når de stifter familie. Mange af dem arbejder ligesom jeg for multinationale firmaer, hvor geografiske afstande ikke er noget problem, når den elektroniske infrastruktur er så god som her. Andre får arbejde i den mangfoldighed af arbejdspladser, der har været konsekvensen af den aktive erhvervspolitik. En del er selvfølgelig tilknyttet det kreative felt eller det omfattende jordbrug og de virksomheder, som det afføder, andre bliver ansat i forbindelse med de store renovationsarbejder af gamle herregårde, der både kræver gode håndværkere med viden om gammelt håndværk, men også højtuddannede tekniske eksperter, så kulturarven kan bevares og benyttes bæredygtigt. Det er ret utroligt at se hvor meget liv, der er i de gamle træskibe og de smukke bygninger, når de bliver renoveret på den rigtige måde. Og fødekæden er jo ubrudt: Håndværksoverbygningen på Vestre skole er nationalt og internationalt anerkendt for deres innovative tilgang til eleverne, der søger videre på både praktiske og teoretiske uddannelser.
Jeg har forstået på Sarah, at det var en svær pille at sluge for jordejerne, da staten eksproprierede al deres jord i forbindelse med nationalparken, men da de først havde fået erstatningen og mulighed for at forpagte deres egen jord for 1 kr. om året mod at dyrke den bæredygtigt, kom der virkelig gang i de gode ideer. Som Sarah siger. ”Man er landmand fordi man elsker jorden, så selvfølgelig vil man helst dyrke den, så den bliver rigere og mere frugtbar. Ingen landmand ønsker at ødelægge jorden.”
Jeg var spændt på, om jeg ville kunne klare at lære dansk, da vi flyttede hertil. Alle taler jo glimrende engelsk, men jeg ville gerne yde den ekstra indsats at lære landets sprog, selv om det er kendt for at være vanskeligt. Der var heldigvis virkelig meget støtte at få for alle ved, at det gælder om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, hvis området skal klare sig i den internationale konkurrence. Den forståelse betyder, at alle jeg mødte, da jeg kom hertil, var interesseret i at hjælpe mig, så de anstrengte sig virkelig for at forstå, hvad jeg sagde og hjalp mig, hvis jeg udtalte ordene forkert. Det er jo ikke svært at være fremmed, hvis man bliver mødt åbent med hjælpsomhed, og efter tolv år her på Tåsinge tænker jeg ikke mere over, om jeg snakker eller skriver dansk eller engelsk. Fra min studietid i Shanghai behersker jeg også mandarin, og det er der efterhånden også en del, der har lært, så alt i alt føler jeg mig ikke isoleret. Jeg kan naturligvis godt savne New Delhi, men det er mest min bror og hans familie, jeg har kontakt med, og de er flyttet til et område omkring Berlin. Med letbanen gennem tunnelen til Lolland og derefter videre med tog over Fehmern-forbindelsen tager det ikke meget over 4 timer at komme derned.
Det er godt tænkt, Josefine.
Mere grøn energi !