3000 tons økologiske kartofler om året

10. juni 2011



I snart 30 år har den økologiske landmand Peter Bay Nielsen fra Skiftekær Økologi drevet økologisk landbrug. Nu vil han gerne hjælpe andre landmænd på Tåsinge til at gå samme vej.
(Foto: mitsvendborg.dk)
www.skiftekaer.dk

Markerne som dyrkes ved og omkring Søren Lolksvej 2 på Tåsinge har i de sidste 14 år været fri for kunstgødning, sprøjtegifte og andre for miljøet skadelige kemikalier. Her ligger nemlig et 100% økologisk landbrug, som siden 1998 har været drevet af ægteparret Marie Ejlersen og Peter Bay Nielsen. TØSINGEN tegner et portræt af Skiftekær Økologi.
 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

Den tid er forbi, hvor økologi kun var noget, man dyrkede i kollektiverne og på ø-lejrene. I dag triller økologiske varer i stigende grad henover kassebåndet i supermarkederne, og forbrugerbevidstheden stiller stadig større krav til såvel producenten som forhandleren. Økologisk landbrug er således efter alt at bedømme kommet for at blive.
 

Historien om Skiftekær

Skiftekær er en slægtsgård, som kan føres tilbage til Marie Ejlersens familie. Gården ligger på Vesttåsinge, ud mod Øhavet og har været dyrket økologisk siden sommeren 1998 af Marie Ejlersen og Peter Bay Nielsen. Ægteparret har tidligere drevet den økologiske gård – Gartneriet Kærhede i Vestjylland, og de har arbejdet med økologi siden 1983.
I 2004 opførtes i samarbejde med den lokale snedker- og tømrermester Søren Daugård Danmarks største halmbyggeri i form af en lagerhal, der rummer Skiftekærs pakkeri samt lagerplads til kartofler og grøntsager. En tilsvarende hal blev opført tre år senere, dog ikke med halm som isoleringsmasse. Begge haller, som i dag udgør maskinhal, pakkeri og lager for Skiftekær Økologi, er kendetegnet for en organisk byggestil inspireret af vikingetidens byggerier og opført harmonisk i landskabet på Vesttåsinge.
 

3000 tons kartofler
Skiftekær Økologi har i dag 10 medarbejdere ansat. Landbruget producerer hovedsageligt kartofler og løg, men også jordbær er en væsentlig del af afgrøderne. Øvrige afgrøder skifter fra år til år. Der bliver i dag produceret 3000 tons kartofler og 2000 tons løg om året fra det økologiske landbrug på Vesttåsinge, og det hele sælges udelukkende i Danmark.

– Vores grøntsager bliver solgt i Brugsen i hele landet. Og så åbner vores gårdbutik igen her til juni, fortæller Peter Bay Nielsen, som også lover, at de første nye danske kartofler fra Skiftekær Økologi er oppe af jorden her.

Kløver danner kvælstof

For økologisk planteavl drejer det sig om, at der ikke må bruges kunstgødning eller pesticider i dyrkningen af afgrøderne. Kvælstof i kunstgødningen laves på fabrikker, der indvinder luftens kvælstof under stort forbrug af energi fra olie og andet brændstof. Men der findes også naturlige alternativer til kunstgødning.

– Vi dyrker rigtig meget kløver i forbindelse med dyrkningen af vores jord, f
ordi den økologiske landmand udnytter kløver og andre bælgplanter, der på naturlig vis kan skaffe kvælstof til jorden, forklarer Peter Bay Nielsen. Og netop bæredygtighedsprincippet er vægtet højt hos Skiftekær Økologi.

– Med et årligt elforbrug på 100.000 Kwh er vi nødt til at forholde os til alternative løsninger i forhold til strømkilder. Vi bruger rigtig meget strøm på at køle, og derfor har vi en vindmølle opstillet, som producerer strøm til driften, forklarer Peter Bay Nielsen.
Vindmøllen producerer omkring 300.000 Kwh om året, som – ud over energien til driften – sælges til el-nettet.– Vi har således totalt set rent energimæssigt en positiv balance i vores grønne energiregnskab. Vi producerer mere grøn energi, end vi bruger. Vindenergi og bedre udnyttelse af eksempelvis strøm fra vindmøllen, samt reduceret jordbehandling er en af vores veje til at blive 100 % CO2-neutral. Og selv vores kunder er nu begyndt at spørge efter et CO2 regnskab på vores grøntsager, siger Peter Bay Nielsen.  

Nationalparken og landbruget på Tåsinge
Tåsinge er omfattet af den igangværende proces, om området kan ansøge om at komme i betragtning som nationalparkområde i Danmark. Et varmt emne, som især har mødt skepsis fra landbruget, af frygt for yderligere skærpede regler om brugen af kunstgødning og pesticider. Peter Bay Nielsen lægger ikke skjul på, at han er tilhænger af en eventuel Nationalpark Det Sydfynske Øhav.

– Jeg tror på nytænkning. Det ville være utopi at forestille sig et samfund, hvor der ikke kom forandringer. Men det nye er jo altid lidt ’farligt’ at komme i berøring med, siger Peter Bay Nielsen, som tror på, at mange landmænd er positive over for tanken om en nationalpark, men at nogle måske frygter at gå mod strømmen i egne kredse.

– Det ville være dejligt, om der kom flere økologiske landbrug til øen. Jeg tilbyder gerne min videnserfaring som hjælp, siger Peter Bay Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php