Meget mere end et fødevaremarked

23. juni 2011


Kulinarisk Fødevaremarked løber af stabelen for 10. gang her i week-enden
(Foto: mitsvendborg.dk)
www.kulinarisksydfyn.dk


Når Kulinarisk Sydfyn den 25. juni åbner sluserne for fødevaremarked nr. 10, bliver det for første gang i Svendborg centrum. Ud over selve markedet vrimler det med tilbud om alt fra sushi-kursus til gratis film i Scala og deltagelse i Nordisk Ostefestival.

AF DORTHE KIRKGAARD NIELSEN
don@donn.dk
 

Se Ratatouille med børnene i Scala, smag på 70-90 håndværksproducerede oste eller se med, når Naturama fortæller om sjældne og mærkelige fisk.
Nordens største fødevaremarked – Kulinarisk Sydfyn i Svendborg er godt i gang med forberedelserne til jubilæumsåret, og som altid inviterer Kulinarisk Sydfyn på meget mere end et marked.


– Kulinarisk Sydfyn er et fødevaremarked, men det er også smag med holdning, og det er et væld af unikke arrangementer, hvor gastronomi og fødevarer er omdrejningspunktet, lyder det fra Mikael Hansen, projektleder på Kulinarisk Sydfyn.
Hvor det tidligere har været havnen og det gamle baneareal, der har været omdrejningspunkt for fødevaremarkedet, flytter Kulinarisk Sydfyn i år til centrum af byen.
Markedet bliver placeret i indre by med fire miljøer på henholdsvis Torvet, Ramsherred, Krøyers Have og Centrumpladsen. Gaderne imellem de fire miljøer vil være fyldt med pavilloner med de mange udstillere, og indre by bliver derfor afspærret for biler.
Endnu er det ikke helt på plads, hvad der skal være i de forskellige miljøer, men Torvet bliver omdrejningspunkt for alle udstillere inden for øl, vin og spiritus. Samtidig vil et stort telt foran Rådhuset danne rammen om kød- og mejerivarer, og Svendborgs traditionelle lørdags grønttorv bliver flyttet hen til pladsen foran Fætter BR.

Byplacering løfter markedet
Ikke alle svendborgensere er lige begejstrede for, at fødevaremarkedet flytter væk fra havnen, men Mikael Hansen tror på, at flytningen vil løfte markedet.

– Vi har jo ikke ligget på havnen de seneste år – vi har ligget på det gamle baneareal, og i Svendborg har vi nogle meget lækre rammer i selve bykernen. Samtidig giver den nye placering nogle muligheder for at løfte markedet generelt. De mere praktiske ting som strøm, pengeautomater, vand og toiletforhold er langt nemmere i centrum, og det her giver os nogle helt andre muligheder for at få hele byen med, mener Mikael Hansen.
Til årets fødevaremarked har Kulinarisk Sydfyn for eksempel lejet hele biografen og Borgerforeningen, og samtidig arbejdes der på at få så mange af byens butikker til at holde åbent både lørdag og søndag fra klokken 10-17.

– Og det kunne da være dejligt, hvis byens butikker bakker op om fødevaremarkedet, så man kan smage lokale specialiteter rundt omkring i butikkerne, eller de måske pynter op med lokale grøntsager – ligesom vi gør i vores mange nyindkøbte blomsterkasser, siger Mikael Hansen.


Et væld af tilbud
Ud over selve fødevaremarkedet med smagsprøver og salg af lækre specialiteter er Kulinarisk Sydfyn som skrevet også rammen om et væld af andre tilbud.
I Borgerforeningens Spejlsal vil der løbende være foredrag med forskellige slowfood folk, og Borgerforeningen lægger også hus til Nordisk Ostefestival. Her har 80 mennesker for et deltagergebyr på 85 kroner mulighed for at smage 70-90 forskellige håndværksproducerede oste fra gårdmejerier i hele Norden.
I Scala biografen vises der begge dage fire forskellige film, som alle med adgangsbillet til fødevaremarkedet kan kigge gratis med på. Alle fire film har fokus på mad. For børnene er der Ratatouille på programmet, og de øvrige film er den tyske spillefilm Soul Kitchen og de to dokumentarfilm Fresh og Vor daglige brød. Den første giver et stærkt kritisk billede af fødevareindustrien, og den sidste stiller skarpt på de fascinerende og mærkværdige processerne i forarbejdningen af fødevarer.
Af andre interessante tilbud kan man for eksempel få undervisning i kunsten at lave sushi med folkene fra Sushinu ved roret. Naturama kommer og sætter fokus på sjældne og mærkelige fisk, og Økologisk Landsforening laver børne-events.
På Torvet står Anders Granhøj og Claus Holm bag en restaurant, hvor der begge dage fra kl. 11 til 18.15 serveres tre retters folkemiddag med lækre lokale råvarer.
 

150 udstillere
Ved redaktionens slutning var alle udstillere endnu ikke på plads, men Mikael Hansen håber på samme antal som sidste år – omkring 150 af slagsen. I 2010 var der 13.600 betalende gæster, men her i jubilæumsåret håber Kulinarisk Sydfyn på mellem 16.000 og 18.000 gæster.

– Det fortjener vi, og samtidig arbejdes der på mange fronter med at gøre markedet synligt for folk udefra, fortæller Mikael Hansen.
I alle ugeaviser på hele Fyn udsendes et særligt annoncetillæg for fødevaremarkedet 2011. Der kommer to busser fra Lübeck med slowfood interesserede, og Kulinarisk Sydfyn arrangerer busture fra København sammen med Politikens kundeklub Plus. Yderligere forsøger Shopping Svendborg at forhandle med DSB om billige togbilletter på strækningen mellem Odense og Svendborg på markedets to dage.
Det koster 40 kroner at komme ind på fødevaremarkedet en dag, for begge dage lyder prisen på 50 kroner. Børn under 12 år har gratis adgang.
     

OM KULINARISK SYDFYN
Kulinarisk Sydfyn er en upolitisk forening, der har som formål at synliggøre og markedsføre regionale råvarer, producenter og spisesteder – herunder at skabe en national bevidsthed om Sydfyn som et kulinarisk område med en kvalitetsbevidst kost og spisekultur.
Foreningen har i dag 110 private medlemmer og 87 erhvervsmedlemmer. Private kan blive medlemmer for 100 kroner om året. Et erhvervsmedlemskab koster 250 kroner om året. 
Ud over støtten til foreningen giver medlemskabet også adgang til en lang række arrangementer til reduceret pris.

Resten af året har Kulinarisk Sydfyn følgende arrangementer:
Juni:          
Cykeltur langs frugttræerne med indlagte forhindringer/smagsprøver i samarbejde med Energitjenesten,
Kulinarisk Sydfyn, Nordisk Ostefestival 
August:      
Sushikursus for folk med hang til store knive
 
September: 
How high can you go?
Stærkt foredrag med ChiliHouse fra København  
Oktober:     
Æbleræs
                 
Svampetur med Anders Lykke, paddehattenes skræk!
 
November: 
Smagende vandring i teens farverige univers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php