Sydfyn kan blive nyt vin-mekka

1. juli 2011



Jørgen Sejer Petersen plantede sine 2200 vinstokke i maj 2009. Første høst er til oktober.
(Foto: mitsvendborg.dk)


På Gammel Skårupvej 155 er Jørgen Sejer Petersen i gang med at bygge en vingård efter fransk forbillede. Og han er ikke i tvivl – med klimaændringerne er Sydfyn oplagt til at blive et nyt slaraffenland for vinelskere.

AF DORTHE KIRKGAARD NIELSEN
don@donn.dk


Endnu en vingård er ved at se dagens lys i Svendborg. På Gammel Skårupvej 155 er Jørgen Sejer Petersen nemlig i fuld gang med at færdiggøre sin drøm om egen vingård i sydlandsk stil.
De 2200 vinstokke blev plantet i maj 2009, da Jørgen Sejer Petersen og ægtefællen flyttede til Sydfyn, og selve vineriet står færdigt til september – en måned før første vinhøst skal i hus.
Så håndværkerne er i fuld gang med at bygge det mere end 400 m2 store hus, der skal rumme 208 m2 beboelse på øverste etage og 220 m2 vineri i underetagen. Med store buer og rustikke gyldne mursten får man hurtigt tankerne hen på vingårde på de mere sydlige himmelstrøg.


– Min drøm er, at det bliver som i Frankrig, hvor folk kommer ind og smager på vinen og hører mere om vin. Derfor indeholder vineriet også et stort showroom med runde borde til både prøvesmagninger og forskellige foredrag. Så jeg håber, der vil komme mange besøgende, forklarer Jørgen Sejer Petersen.

Hvidvin og rosé
De plantede vinstokke er fordelt på fem forskellige druer. Tre hvidvinsdruer; Bianca, Solaris og Johanitter og så to rødvinsdruer – Rondo og Regent, som skal bruges til at lave rosévin af. Rødvin går Jørgen Sejer Petersen helt uden om, da det danske vejr ikke er optimalt at dyrke rødvin i. Helt anderledes ser det ud med hvidvin og rosévin.

– Vores lange, lyse dage og kølige nætter er perfekte til hvidvin, og i visse egne af Danmark – som her på Sydfyn kan der laves en bedre hvidvin end mange andre steder, mener han.
Jørgen Sejer Petersen er da heller ikke i tvivl om, at Sydfyn er oplagt til at blive et nyt vin-mekka.
– Klimaændringerne gør, at de traditionelle vinområder bliver for varme til at dyrke hvide vine. Flere store huse i Champagne-distriktet i Frankrig er allerede i gang med at købe jord op i England af samme årsag, så ja, jeg tror, at Sydfyn kan blive et stort vinsted, fordi det ligger ud til sundet, og der er lunt i forhold til andre steder i Danmark, siger han.
Netop de gode muligheder for vindyrkning var grunden til, at Jørgen Sejer Petersen og ægtefællen Birgitte valgte at flytte til Sydfyn. De havde boet i Brædstrup i flere år, men der slog majfrosten hvert år de spæde vindyrknings-forsøg ihjel.

– Så efter nogle år i udlandet, besluttede vi, at nu ville vi bosætte os et sted, hvor der var godt at dyrke vin i Danmark – i en kystby enten på Fyn eller i Sønderjylland, og den af os, der først fik job, valgte det præcise sted. Min kone fik så job som skolesekretær på Haahrs Skole – derfor Svendborg.

Prins Henriks skyld
Den 49-årige Jørgen Sejer Petersen er egentlig uddannet cand.merc. i regnskab og finansiering, og han underviser i dag på Svendborg Erhvervsskole. Et job han gerne vil beholde i en eller anden form, selvom vineriet skulle blive den succes, han håber på.
At Jørgen Sejer Petersen overhovedet kom på tankerne om at lave eget vineri, skyldes faktisk Prins Henrik. Familien Sejer Petersen kom for år tilbage tilfældigt forbi prinsens franske vinslot.

– Prins Henrik gik selv ude i marken, og vi spurgte, om vi måtte komme ind og se vineriet. Så kiggede han på nummerpladen og sagde værsgo, og under rundvisningen tænkte jeg bare: sådan et sted må jeg have.
Drømmen er ved at gå i opfyldelse, de første flasker fra Svendborg Vingård er klar til salg til april. Til omkring 120-160 kr. pr. flaske.
  

MANGE VINBØNDER PÅ FYN
Ud over Svendborg Vingård findes der yderligere to erhvervsvinavlere på Sydfyn; Skaarupøre Vingaard og vinavler Søren Sørensen på Strynø. På resten af Fyn er der yderligere fire erhvervsavlere – hvoraf den absolut største er Nyholmgaard Vin i Marslev mellem Odense og Kerteminde med 11.000 vinstokke.
Af de såkaldte hobbyavlere er der registreret 193 af slagsen rundt på Fyn.
Læs mere på www.danskevingaarde.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php