Slå Ørerne Ud

2. juli 2011


Den lille guitardreng, der pryder forsiden af programmet for Slå Ørerne Ud, er illustreret af Nadia
Emma-Bjørg.

Svendborg Musikråd tilbyder koncerter til kommunens skolebørn.
 

AF PIA BLOHM
 

Med opfordringen til at Slå Ørerne Ud er Svendborg Musikråd klar til at servere en række musikalske godbidder for kommunens skoleelever. 10 alsidige koncerter bliver det til i år fordelt på fem stærke, lokale orkestre og solister. Og så er tilbuddet helt gratis. Ikke en rød reje koster det skolerne at opleve en koncert ud over transporten ind til Svendborg Musikskole. Det er nemlig her, det hele foregår i Musikkens Hus,
som har alt, hvad der skal til, når musikken skal præsenteres på bedste vis. Husets fine koncertsal med professionelt lyd- og lysudstyr passer perfekt til formålet.

Det er nu 8. år i træk, at Musikrådet tilbyder koncerter i efterårssæsonen for kommunens skoler, og ligesom de foregående er Svendborg Musikskole med som samarbejdspartner. En selvfølge er også, at det igen er lokale musikere, der står på scenen. For ideen med Slå Ørerne Ud er netop at støtte op om byens mange fremragende bands og give dem mulighed for at møde et nyt publikum. I årenes løb har der været stor interesse for projektet fra musikernes side. De finder det spændende at skulle formidle deres musik til børn og unge, der som ofte er nogle meget umiddelbare og opmærksomme lyttere. Men også skolerne har givet udtryk for, at Slå Ørerne Ud er et fantastisk godt tilbud, som kan være med til at vække interessen for andre og nye genrer. 
Lige efter sommerferien fremsendes elektronisk et lille indbydende program til samtlige skoler i kommunen, og vil man nå at sikre sig plads, er det en god ide herefter at skynde sig at kontakte Musikskolen og tilmelde sig. De 150 pladser til hver koncert plejer hurtigt at blive fyldt op.
De ældste elever kan i år glæde sig til at opleve Die Reeperbahn, der med et totalt råswingende og originalt show kaster sig ud i
den amerikanske sanger, musiker og komponist Tom Waits’ skramlede, følsomme, støvede, svedige og underfundige univers. I selskab med søsyge sømænd, kærlighedsknuste ‘barfluer’ og rablende gadeprædikanter leverer bandets seks stærke og veloplagte herrer alt fra beskidt blues over skrøbelig jazz til kirkegårdstango. 

Men programmet rummer meget andet kræs for øregangene, og alle alderstrin er tilgodeset. De yngste får lov at lytte til ægte hot jazz tilsat skøre rim og remser med kvintetten Summertime samt til snurrige toner og fortællinger fra folkemusikkens verden med trioen
Wasko TreSko.  Den mellemste gruppe skal ud på en farverig rejse verden rundt med Gypsy Tripsy og lægge øre til skønne, forførende arier med operasangeren Troels Fini Bernheim.

Selvom kommunens nye skolestruktur ganske givet betyder ekstra travlhed for mange lærere, håber Musikrådet på, at der også dette efterår vil være tid til et musikalsk frikvarter.

Hele Slå Ørerne Ud-programmet kan ses på: www.svendborg-musikraad.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php