Man skal have lov at dø, hvor man vil

8. november 2011


(Foto: mitsvendborg.dk)

Svendborg får et hospice, og det er ikke kun for dem med mange penge.

AF PER VINCENT

Der er dem der mener, at hospice er døden på 1. klasse, men det afviser både Edel Nielsen, formand for det kommende hospice i Svendborg, og overlæge Anette Damkier, overlæge og chef for det Palliative Team på Fyn. Ingen af dem accepterer opfattelsen af, at dem der dør på hospice har en ”bedre” død end andre og påstanden om , at det kun er for dem der har råd til det.

Det er ikke pengene
– Det koster ikke en krone at være på hospice, det er lægen der indstiller, og der bliver udelukkende set på sygdomsbilledet og situationen, ikke på pengepungen, siger Edel Nielsen. Hun har været med fra begyndelsen og er fascineret af den mulighed et hospice giver:

-Man kan se, at det er en stor hjælp for pårørende og familier der måske ikke har så mange ressourcer at gøre med, og hospice er altså også noget andet end et hospital. Der er tid og omsorg til den enkelte, understreger Edel Nielsen.

1. klasses behandling
– Man skal have lov til at dø hvor man vil, og nej, du kan ikke sige, at hospice er døden på 1. klasse, men du kan sige, at det er 1. klasses behandling fordi hospice har bedre tid end for eksempel et almindeligt sygehus, fortæller Anette Damkier. – Først og fremmest på grund af personalet, fordi de kan noget helt særligt med omsorg og god tid til den enkelte patient. Et hospice er jo ikke en akutfunktion, tværtimod, kan man sige, for på et hospice handler det netop om den enkeltes værdighed. Personalet er dediceret og har evnerne og den tid der skal til. Her er ingen løben på gangene, men tid til kærlig omsorg i timevis, hvis det er nødvendigt, siger Anette Damkier.

Stemningen
Og selv om stuerne er fine, omgivelserne er i orden og maden rigtig god, afhænger det hele af den stemning, som personalet lægger. En arbejdsdag på et hospice er både glædesfuldt og sorgfuldt, og det kræver sin mand og kvinde at stå igennem. Det intense nærvær med døende mennesker betyder, at de gode detaljer i hverdagen får stor værdi og at en ting som humoristisk sans spiller en rolle i omgangsformen med patienterne. Så personalet er ansvarsfuldt og seriøst, men ikke trist.

De pårørende bliver mødt med samme omsorg og bliver inddraget så langt de vil, for også her prioriteres de individuelle hensyn højt. Der er mange forskellige ønsker og mange forskellige måder at gøre det på, og hele tiden afhænger det af personalets konduite og situationsfornemmelse. Der er rygerum på et hospice, gæsteværelser, du må tage ejendele med hjemmefra, for eksempel malerier eller møbler, og selv mindre husdyr er tilladt.

 

Betingelserne
Hospice er til for terminalpatienter, altså døende, og det er hele situationen der bliver vurderet før man kan  få en plads. Smerterne, de medicinske, psykologiske og eksistentielle forhold patienten har bliver taget i betragtning. Anette Damkier fortæller et konkret eksempel om en familiefar midt i 30´erne som blev indlagt med en hjernesvulst. Der var to små børn, og ægtefællen var voldsomt belastet af hele situationen, så den familie blev opprioriteret til en plads på hospice, og fik en 1. klasses behandling.

 

FAKTA:

Hospice Sydfyn åbner om et år.

Der er omkring 160 patienter om året.

Lederen bliver ansat 1. april.

Der er 12 stuer og to gæsteværelser

Det er hospice nr. 18 i Danmark

www.hospicesydfyn.dk

Et svar til Man skal have lov at dø, hvor man vil

  1. Rose Andersen
    9. november 2011 at 18:19

    En meget , meget fin og tydelig orientering om hospice – tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


Køb billet til teaterforestillingen
den 28. og 29. sept. her

NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php