1.200 meter sammenhold

1. april 2012


(Foto: mitsvendborg.dk)


Det er ikke, fordi de praler med det, men Kirkeby har noget særligt at byde på, nemlig de mennesker, der bor der

 

AF PER VINCENT
pervincentmail@gmail.com


De har noget kørende med hinanden, alle dem ude i Kirkeby.

I og for sig ligner det hele så mange andre landsbyer: Der er en fin skole, det ser det i hvert fald ud som om, den er, og lige ved siden af, et velvoksent idrætsanlæg.

Forsamlingshus, købmand og kirke, de gamle ejendomme langs landevejen. Det er stort set det, og man kører bare lige igennem. Til højre og venstre er der parcelhuskvartererne. Det tager ganske få minutter, og det var så Kirkeby. Med en kilometer og 200 meter mellem byskiltene.

Som så alligevel ikke er, som den slags landsbyer er flest. Det er ikke, fordi de gør noget, der ikke er set før, det særlige er, at de bliver ved med det. Og at de er så mange, der bliver ved med det.

De begyndte på det i 1985, og det stopper ikke.

 

Initiativ smitter
- Ja, jeg vil sige, at det er næsten lige før, man har pligt til at være med, smiler Jørn Hansen, og han ved, hvad han taler om. Han har været med fra begyndelsen, og så er han oven i købet født i Kirkeby.

- Det har noget at gøre med ”de rette mennesker på det rette sted”, så kan de mest utrolige ting lade sig gøre, siger han og forklarer, at det hele begyndte med en ny inspektør på skolen.

Han og idrætsforeningen begyndte et samarbejde om at bruge hinandens faciliteter, og der blev indkaldt til et borgermøde.

Allerede der lavede man ”Fredagsåbent”, som er fællesspisning en gang om måneden. Og der kommer mellem 120 og 130 mennesker hver gang – stadigvæk.

- Ildsjæle er en fantastisk ting, og der skal i virkeligheden ikke så meget til. Det var faktisk nogle ganske få, der satte gang i ”Fredagsåbent”, men det smitter, og det varede ikke længe, før der var gang i andre grupper med ideer om det ene og det andet. Når for eksempel to eller tre eller flere mennesker er sammen, så kommer alle de nye ideer frem, og så gælder det om at gøre noget ved det, mens begejstringen er der, understreger Jørn Hansen.


Netværk, der virker

Og de gør noget ved det derude i Kirkeby.

Prøv for eksempel at tjekke deres hjemmeside www.KirkebyFyn.dk og se, hvordan det vrimler med aktiviteter for alle aldre og alle niveauer. Igen handler det om ildsjælene, og netop i Kirkeby er der mange af dem, siger Jørn Hansen:

- På en måde er vi det jo alle sammen. Den nærhed, der er mellem skolen, alle de forskellige foreninger, børnehaven, kirken, forsamlingshuset og alle andre, har været her i 25 år nu, og det betyder meget for et lille samfund som vores, at vi føler samhørighed. Det er netværk, der virker, siger Jørn Hansen.

 

Velkommen – hvad har du lyst til?
Nye tilflyttere mærker netværket, når de bliver modtaget, om ikke med åbne arme, så med et ”velkommen til Kirkeby”.

En lille delegation banker på hos de nyankomne og siger goddag og fortæller lidt om, hvad der sker her og der. De afleverer en folder med adresser på foreningerne, praktiske oplysninger om alt muligt og et par telefonnumre på kontaktpersoner.

- Vi går næsten ud fra, at når folk vælger at bo i et lille samfund som vores, er det fordi, de gerne vil være en del af noget, et fællesskab. Selvfølgelig er der nogle, der bare helst vil være i fred, og som ikke er med, og det er også i orden, siger Jørn Hansen og fortæller om endnu en gevinst ved at være mange:

- Politikerne lytter til os, det har vi oplevet et par gange i forbindelse med kommunesammenlægningen, og vi havde også en del at sige om en ny vejgennemføring. Vi er aktive på nærdemokratimøderne, vi kan lægge pres, og det betyder, at politikerne kan huske vores navne og vores ansigter, smiler Jørn Hansen, som nyder fællesskabet på 25. år.

 

Overlevelseskraft
Nogle kilometer derfra, i Ulbølle, sidder Arne Ebsen og nikker genkendende til den påstand:

- De er meget aktive, også på det politiske område, og de vil gerne have indflydelse på, hvad der sker, så vi bliver holdt til ilden.

Arne Ebsen er medlem af Svendborg Byråd og formand for Nærdemokratiudvalget, og han har respekt for den måde, de griber det an på i Kirkeby:

- Der er en meget konstruktiv tilgang til tingene, de ved, at det handler om det lille samfunds overlevelseskraft, og de ordner problemerne på en meget enkel og nem måde. Hvis der for eksempel er en virksomhed, som plager omgivelserne med lad os sige støj, så går borgerforeningen direkte til virksomheden og taler stille og roligt om det, de henvender sig ikke først til kommunen og klager. Det er typisk den måde, de gør det på, og det er jo også noget, der styrker fællesskabet, oven i alt det andet, siger Arne Ebsen.

 

Samlingspunktet købmand Lotte
Uanset hvem man taler med i Kirkeby, dukker det samme navn op hver gang: købmand Lotte.

Hun er byens samlingspunkt i det daglige, og alle kender købmand Lotte. Lige præcis i Kirkeby spiller hendes forretning den rolle, som landsbykøbmænd altid har gjort, nemlig at være det sted man mødes flere gange om ugen og hører om stort og småt.

- Det er meget typisk, at folk ikke bliver sure over at stå i kø helt ned til ostedisken. Så får de snakket med hinanden, og lige pludselig er de blandet ind i forskellige ting, siger Lotte, der har drevet forretningen i snart 17 år.

Hun mener, at folkesjælen er noget særligt i Kirkeby. Folk engagerer sig og holder øje med hinanden på den omsorgsfulde måde. Ingen får lov til at ligge syg alene i ret mange dage, før nogen tager affære.

 

Den gode energi
En af Sydfyns absolut største virksomheder ligger i Kirkeby. SSP Technology producerer emner til vindmølleindustrien og beskæftiger over 200 mennesker, heraf 40, som bor i Kirkeby.

Rune Schytt-Nielsen, en af grundlæggerne, er klar Kirkeby-fan:

- Det er et fantastisk sted for os, fordi den nødvendige opbakning fra lokalbefolkningen er så kraftig, som den er. Det betyder noget, når man fylder så meget i landskabet, som vi gør, og der er en virkelig god energi her, og jeg kan godt forstå, at folk er stolte over at bo her, siger Rune Schytt-Nielsen, som har lagt mærke til en sjov detalje: Skiltene på motorvejen viser af til Kirkeby, ikke til Stenstrup.

- Det er fedt at drive virksomhed her, de er nogle gode mennesker med nerve og gåpåmod. Lige hvad der er brug for i vores samfund, siger Rune-Schytt-Nielsen.

 

Skulptur og storskærm
De næste to projekter ligger klar: Billedhuggeren Keld Moseholm er blevet bedt om at lave en skulptur, der beskriver, at Kirkeby hænger sammen. Den skal stå ved kirken. Og hos købmand Lotte skal der monteres en storskærm, så folk kan følge med i, hvad der sker i byen.

Og det er ikke så lidt.



SSP Technology er en mastodont i det sydfynske erhvervsliv, og Rune Schytt-Nielsen fortæller, at virksomheden befinder sig rigtig godt i Kirkeby. – Der er en rigtig god energi her, og det nyder vi.



Jørn Hansen, indfødt ildsjæl. Han har stor glæde af det særlige sammenhold, og han deltager aktivt i stort set alt på 25. år.



Købmand Lotte er det sprudlende midtpunkt i dagliglivet i Kirkeby. Hendes forretning er samlingspunktet, og det er her, man får de lokale nyheder. Ingen kan undvære købmand Lotte.

(Foto: mitsvendborg.dk)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer


Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg – LIVE

Spillestedet Harders Møllergade 36 T.62213090 

Vestergade 10A - Svendborg
Frederiksø - Svendborg

Fejl på siden!

Giv mitsvendborg.dk besked på: cj@mitsvendborg.dk

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php