Engelsk ‘fighting spirit’

31. juli 2012


(Foto: mitsvendborg.dk)

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Han er udlært kok på en trestjernet Michelin-restaurant i London. Gift med en dansk pige. Far til tre og ukuelig Manchester United fan. Og så er han født med en sej britisk ’fighting spirit’. mitsvendborg.dk går tæt på Jeff Scott Foster.

 

– Er der sørget for kaffe til redaktøren, lyder det fra køkkenet. Den typiske selvironiske engelske attitude skinner varmt og tydeligt igennem, da jeg møder Jeff Scott Foster i receptionen på Hotel Ærø. Og udover at han netop sammen med hustruen Nina er blevet bestyrer af Svendborgs ældste hotel, så er Jeff Scott Foster også en personlighed med et drive, som vel nok må få de fleste til ydmygt at kapitulere.

 

Jeff Scott Foster er født i 1973 i Torquay i Sydengland. Han kommer fra en arbejderfamilie og har prøvet, hvad det vil sige at kæmpe for tingene. I England får man nemlig ingenting foræret.

– Selvfølgelig savner jeg England ind imellem. Men jeg savner ikke den engelske livsstil. Der er meget store sociale skel i England. Her i Danmark behøver man ikke at kæmpe så hårdt, og vi passer meget mere på hinanden. Jeg mener faktisk, at danskerne burde sætte mere pris på, hvor godt vi har det i Danmark. Og ind imellem kunne jeg måske godt savne lidt mere ’fighting spirit’ i danskerne, siger Jeff Scott Foster med et glimt i øjet og får også lige indskudt, at han heller ikke savner hverken det engelske landshold eller heltene fra Manchester United lige for tiden.
– Nej, de er for sløje. Jeg havde ellers planlagt, at Union Jack skulle hænge i alle vinduerne på Hotel Ærø, når England vandt EM i fodbold. Men sådan skulle det altså ikke gå, siger den engelske fodbold-entusiast.

 

Militærkøkken
Gastronomien har altid ligget dybt i Jeff Scott Fosters liv, og da det ikke skulle være fodboldkarrieren, som blev levevejen, gik han i stedet i lære som kok. Og det var ikke nede om hjørnet på den lokale fish and chips bar, men i stedet på den dengang trestjernede Michelin-restaurant Le Gavroche i London.

– Det var nogle meget hårde år at stå i lære i et så barskt miljø, som det dengang var at arbejde i et køkken i verdenseliten. Her er absolut ingen plads til fejl eller slendrian – så ryger du ud. Det var streng disciplin – rendyrket militærkøkken, forklarer Jeff Scott Foster, som har sin egen mening om køkken-mentaliteten på Michelin-restauranter:

– Det behøver overhovedet ikke at være sådan. Dengang lærte man ikke ret meget som kokkeelev de steder. Kun de stærkeste overlever. Det var ’dog eat dog’ hele tiden. I dag er kokkene blevet meget mere pædagogiske og tonen nok mere harmonisk. Men alligevel skal man ikke tage fejl. Man kommer ikke sovende til Michelin-stjerner, understreger Jeff Scott Foster, som også fortæller, at en af hans unge ansatte netop har fået elevplads på Noma i København, som for tredje år i træk er kåret som verdens bedste restaurant.


Fusionen

Jeff Scott Foster flyttede til Danmark i 1995, hvor han mødte Nina, som han i dag er gift og har tre børn sammen med. Nu er de begge sammen om at drive Hotel Ærø og Restaurant 5. Nina styrer receptionen på hotellet, mens Jeff står for restauranten. Og det er ifølge Jeff Scott Foster den bedste beslutning, de nogensinde har truffet sammen.

– Det er bare fantastisk. Pludselig kan vi se så mange døre åbne sig for fremtiden, præcis som vi altid har drømt om, smiler han.

Der ligger mange overvejelser og tanker bag fusionen af Hotel Ærø og Restaurant 5. Det 150 år gamle hotel har sin ånd, og Restaurant 5 har en anden ånd. Kunsten er at få skabt det rette samspil mellem dem. Jeff Scott Foster forklarer det således:

– Hotel Ærø er et meget traditionsbundet sted. Mange gæster er kommet her i en længere årrække, og sådan noget skal man være særlig opmærksom på. Vi forsøger at bevare sjælen fra Hotel Ærø og tilføjer historien til Restaurant 5´s modernistiske nordiske køkken, forklarer Jeff Scott Foster.

 

Hva´ blev der af Ærø-gryden?
Dele af det tidligere menukort i restauranten på Hotel Ærø er med fusionen blevet udskiftet. Frokostkortet er dog stadig kendetegnet ved den gode traditionelle madstil og tydeligvis med Restaurant 5´s fingeraftryk. Om aftenen er menukortet Restaurant 5 med stort 5. Her bliver menuen ofte udskiftet, og ligesom frokostserveringerne er alt tilberedt af friske og, så vidt det er muligt, lokale råvarer.


Men hvad blev der af Ærø-Gryden?
– Ja, den er altså pillet af menukortet. Alle kan i princippet lave Ærø-gryden derhjemme, og der var derfor ikke den store madoplevelse i at få den serveret. Vi lægger meget vægt på, at alt er lavet helt fra bunden, og at det er uden nogen former for præfabrikerede produkter. Men måske vi en dag laver en ny Ærø-gryde – hvem ved? slutter Jeff Scott Foster.

 

Tættere på Jeff
Hvordan slapper du bedst af?

– Det gør jeg ved at lave absolut ingenting. Eller tage ud i min båd og fiske.

 

Hvad lytter du til af musik?

– Gerne 80’er musik. Queen har altid været øverst på min favoritliste.

 

Hvad er din favorit-øl?

– En cremet mørk ale.

 

Hvad er dine foretrukne vine rød/hvid?

En fyldig Pouilly Fumé eller Pouilly Fuissé hvidvin og en dejlig toscansk rødvin gør mig sjældent i dårligt humør.

 

Hvor har du haft din største gastronomiske oplevelse?
– På Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia – det var en udsøgt fornøjelse at spise der.

 

Hvor er du henne om 10 år?
– Her på Hotel Ærø (punktum).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php