Vi ønsker dig en glædelig grøn jul

24. december 2012


Finanskrise eller ej – når det er jul, så skal vi forkæle og forkæles. Men det er ikke al julehygge, der er lige godt for klima, energi og pengepung. Her er en kort guide til en grøn jul.

 

AF METTE THILLERUP, Energitjenesten

 

Højteknologi
De fleste hjem har allerede nu et stort fladskærms-tv i stuen, så nu er det børneværelserne, soveværelset, køkkenet og måske badeværelset, der skal ”ha´ en flad”. De flade TV bruger mindre strøm end de gamle billedrørs-tv, men tendensen er jo, at vi køber flere og større TV, og så er den strømbesparelse væk. Jo større skærm, jo højere elforbrug. Vælg LED frem for LCD og undgå helst plasmaskærme.

 

Køkkenet
Køkkenet hiver en suveræn førsteplads hjem, når det drejer sig om elektriske hjælpemidler. Kogende vandhaner er, trods producenternes reklamer, sjældent energibesparende. Tests fra Teknologisk Institut påpeger, at vandhanens standby-forbrug er højt og koster dig 200 kr. om året.

Kaffemaskiner er en hel videnskab – de går imod alle tendenser og bliver større og større. De kan kværne, dampe, brygge og holde en tilpas temperatur … og så kan den flå din pengepung for over 4.000 kr. årligt for elforbruget alene for 4-5 kopper kaffe om dagen. Tak for kaffe, sir´ jeg bare.

 

Teenageværelset
TV, spillekonsoller, PC´er, printer, modem, diverse opladningsapparater, måske en elkedel og et mini-køleskab, et akvarium og lyskæder eller discokugle. Her burde årets gave være en strømspareskinne og en bødekasse, når den ikke bliver brugt. Vidste du, at eksempelvis en type Playstation3 bruger op til 3000 kr. alene i strøm, hvis man glemmer at slukke den? Så husk – sluk på kontakten.

 

Mad og forbrug
Madfråseri er efterhånden ”no-go” i mange hjem – så brug resterne, spis grønt og lokalt, husk fisk og lyst kød, som er mindre klimabelastende end rødt kød, brug eftervarmen i ovnen og tænk madlavningen sammen, så flere retter kan bruge samme varme, put låg på gryderne og lad risengrøden ”koge” færdig under dynen. 

Produktion af varer er belastende for vores klode, så overvej, om det du køber, også er det, som du har behov for. Prøv at tænke forbrug på en ny måde – måske er det tid til at koble omtanke, energi og forbrug på et nyt niveau? Kunne julegaven være en solfanger, som giver modtageren varme bade i mange år? Det kunne også være, at en ny lækker cykel, måske en el-cykel, kunne gavne sundheden, økonomien og sænke CO2-niveauet? Eller måske sjove og spændende oplevelser, som er med til at skabe jobs?

Der er mange muligheder – så bryd vanen og omtænk dit forbrug. Energitjenesten hjælper dig gerne på vej… og ønsker dig en dejlig grøn jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php